DYRKNING AF SPIRER
Det er ganske let at dyrke spirer — ja, selv et barn vil kunne gøre det. De kræver kun lidt plads, og det er hverken nødvendigt at grave, fjerne ukrudt eller rode med forskellige kemikalier. Og det bedste ved det hele er at du kan spise din afgrøde blot fire eller fem dage efter at spiringen er begyndt. Men spirer har også andre fordele.
Det er også billigt at dyrke spirer. Ja, du har sikkert allerede det udstyr der skal bruges!
Det kan gøres året rundt!
Allerførst skal man bruge en ikkemetallisk beholder — eksempelvis en glas- eller lertøjskrukke, en stor glas- eller plasticskål eller et dybt fad. Man kan også bruge en flad skål, hvori man drysser et lag frø mellem to lag fugtigt ostelærred eller våd køkkenrulle for at hindre udtørring. Uanset hvilken beholder du vælger, skal den være stor nok til at frøene kan spire og stadig have luft imellem sig. En glaskrukke er velegnet til de bittesmå lucernefrø. Større frø, såsom mungbønner, kræver mere plads og derfor også en dybere beholder for at de ikke skal rådne eller blive sure.
Du vil også få brug for et låg til beholderen. Et plasticlåg med huller, et stykke ostelærred eller endda en gammel nylonstrømpe er tilstrækkeligt. Låget fastgøres til beholderen med en stærk elastik eller en snor. Da frøene skal skylles mindst to gange om dagen, skal du selvfølgelig også bruge vand og eventuelt en si når beholderen skal tømmes.
Hvilke frø skal man bruge? Man kan få stort set alle spiselige frø til at spire. Brug om muligt frø der økologiske. En nybegynder kan forsøge sig med bønne- eller lucernefrø. De er spiredygtige og meget velsmagende.
Andre muligheder er : Karse, basilikum, radiser, rucola, sennep, hvidkløver og rødkløver
1. dag: Skyl først frøene omhyggeligt. Fyld derpå din beholder med vand indtil det står cirka fem centimeter over frøene eller bønnerne. Lad dem ligge i blød i mindst otte til ti timer, eventuelt natten over. Mellem otte og ti timer senere er frøene svulmet op, og skallerne vil have åbnet sig lidt. Nu er de klar til at spire.
2. dag: Først på dagen skal du lægge et låg på beholderen og tømme den for vand. (Da vandet indeholder vitaminer, kan man bruge det til at vande sine planter med.) Fyld dernæst igen beholderen med vand. Ryst den nogle gange, og vend bunden i vejret på den så det overskydende vand kan løbe ud. Dette gentages tre gange. Hvis de opblødte frø ligger i et fladt fad, må du være forsigtig når du skyller frøene. Hæld vandet over frøene gennem ostelærredet, og tøm derefter fadet for vand ved at holde det på skrå. Hele processen gentages to gange daglig så man sikrer sig at frøene bliver skyllet grundigt.
3. dag: Nu skulle du kunne se frøene spire. Fortsæt med at skylle dem to gange om dagen.
4. dag: I dag kan du begynde at spise spirerne! Bønnespirer kan blive ret lange uden at få en bitter smag. Husk stadig at skylle spirerne to gange daglig. Du kan også sætte spirerne i solen en times tid og derefter opbevare dem i køleskabet. De spæde blade får en smuk grøn farve — meget appetitvækkende!
Når du har fået en fornemmelse af hvor nemt det er at dyrke spirer, får du måske mod på at eksperimentere med andre korn- og frøsorter. De er alle forskellige hvad smag og spiringstid angår. Prøv for eksempel at dyrke afskallede solsikkefrø. De er klar efter to dage når de måler godt en centimeter. Lader man dem blive større, kan de blive bitre i smagen.
Det mislykkes sjældent, og resultatet er velsmagende!
|